Ikke kategoriseret — 31. juli 2018 kl. 19:40

Nyhedsbrev august 2018

Kære alle i Hillerød Håndboldklub,

Jeg er sikker på, at I alle har haft – og måske fortsat har – en fantastisk sommer. Her i varmen, er det næsten svært at forstille sig, at det nu snart er ved at være tid til at håndbolden starter op for fuld kraft igen… Men det er ikke desto mindre tilfældet og det betyder, at vi skal byde hinanden velkommen tilbage fra sommerferie og så småt gå i gang med opstarten til en spændende sæson for både vores ungdoms- og seniorhold, tilknyttede trænere og frivillige.

Administrativ medarbejder

Forud for opstarten, er der over sommeren sket en personalemæssig ændring, idet vores altomfavnende ihærdige og dedikerede administrationsmedarbejder, Kasper Pontoppidan desværre har set sig nødsaget til at opsige sin stilling i HHK på grund af nye spændende udfordringer hos hans ”fuldtidsarbejdsgiver”. De nye udfordringer betyder, at Kasper skal rejse en hel del og derfor vil have svært ved at udfylde arbejdsopgaverne i HKK som hidtil.

Vi i bestyrelsen respekterer fuldt ud Kaspers prioritering og ønsker ham al mulig held og lykke med de nye spændende udfordringer han skal i gang med. Samtidigt vil jeg på vegne af hele HHK sige en KÆMPE STOR TAK til Kasper for alt det arbejde han har ydet og ikke mindst hans altid positive tilgang til at hjælpe alle i klubben. Kasper vil fortsat have sin gang i klubben i det omfang, der er tid til det, men som nævnt uden nogen forpligtelser.

Heldigvis er der ikke noget som er så skidt, at det ikke er godt for noget… For Kaspers søde kone, Karina Pontoppidan har nemlig accepteret at ”overtage stafetten” fra Kasper. Så faktisk kan man sige, at arbejdsopgaverne i HHK ”bliver i familien”. Vi er rigtig glade for, at Karina – som allerede har været en uvurderlig frivillig ressource i vores klub i forbindelse med blandt andet Påske Cup og Big Fat Snake koncert – vil påtage sig denne meget vigtige funktion i vores klub. Kasper har udfyldt rollen perfekt og jeg er sikker på, at Karina vil være en fuldgod erstatning for Kasper. Karina vil også have den fordel, at det er lidt nemmere at spørge Kasper til råds i overgangsperioden indtil hun selv er kommet helt ind i alle facetterne af de mangeartede opgaver.

Officielt fratræder Kasper pr. 1. august og Karina tiltræder officielt samme dag.  Fremadrettet skal der således ikke tages kontakt til Kasper Pontoppidan men til Karina Pontoppidan på mailadressen karina@hillerod-hk.dk.

Jeg håber I alle vil være med til at sige en stor tak til Kasper for hans indsats og bidrag til Hillerød Håndbold Klub og samtidigt også være med til at byde Karina et stort og varmt velkommen til hendes nye rolle i vores fantastiske klub.

Generalforsamling og ressourcer

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at vi har Generalforsamling i HHK i september (dato bliver meldt ud  slut august/begyndelsen af september). Bestyrelsen vil gerne opfordre til at så mange som muligt møder op på Generalforsamlingen.

Vi vil samtidigt også gerne opfordre personer, som eventuelt overvejer at stille op til bestyrelsen eller som vil høre nærmere om bestyrelsesarbejde om at kontakte ungdomsformand Dorthe Bagge Bloch eller undertegnede for en uforpligtende snak.

Fortsat god sommer.

På bestyrelsens vegne

Kenneth Nielsen 

Formand

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*