Kampe, Nyheder — 9. januar 2018 kl. 23:05

Første halvdel af sæsonen for U14 Drenge

Så er den første halvdel af sæsonen afsluttet og u14 drengene kan kigge tilbage på et rigtig fornuftigt første halvår. Den første halvdel er blevet brugt på tilvænning til (for mange) en ny bold og det at spille med harpiks. Derudover har vi til træning arbejdet meget med at få styr på den måde vi gerne vil spille håndbold på – særligt det at vi gerne vil skabe kloge og dygtige håndboldspillere. For hold 1 er der blevet spillet rigtig mange kampe, vi har deltaget ved BDO CUP i Ajax, ved Rudersdal Cup, Niveaustævner, selve turneringen og senest Lundaspelen. Det har betydet at vi har spillet dejligt mange kampe. Vi hæfter os særligt ved gode præstationer i turneringen hvor vi i alle kampe har haft muligheder for sejr. Vi slog blandt andet Ringsted og spillede uafgjort i Maribo – begge hold som er i den bedste række i foråret. Det har betydet at vi spillede os frem til en fornem 3.plads og derfor skal spille 1.division B i foråret. Derudover rundede hold 1 efterårssæsonen af med en flot sejr i B slutspillet i Lundaspelen – en dejlig oplevelse og en fed tur.

Vi på U14 drenge 2 har haft en hård start på sæsonen, hvor vi bl.a. havde svært ved at stille med et hold til nogle af vores kampe. I starten af sæsonen stod vi med et andethold bestående hovedsagligt af 04’ere, så vi skulle fra starten øve harpiks, men også lære at spille på et fysisk stærkere niveau end hvad nyoprykkerne har været vant til. Rykket fra U12 til U14 er stort, da det ikke blot bliver mere fysisk hårdt, men fordi drengene også skulle vises forskellen mellem U12 ’børnehåndbold’ og U14 ’ungdomshåndbold’. Der skulle bl.a. introduceres til hvad det ville kræve, hvis man ville spille håndbold på et højt plan.

Starten af sæsonen bar specielt præg af at vi prøvede niveaustævne til både 2. division, men også A-rækken. Resultat var to vidt forskellige niveaustævner. Vi tabte stort til 2. division-stævnet, selvom vi viste at vi kunne være med, hvis vi virkelig tog os sammen. Derimod vandt vi noget større i A-rækken, og behøvede altså ikke at spille vores absolut bedste for at være med i kampene. Forfærdelige resultater med henblik på hvor vi ville melde os til.

Med en relativ smal trup bestående af omkring 12 spillere, var der ikke plads til mange afbud eller skader, før det så skidt ud til kampene. Dette var bl.a. også én af grundene til at vi som trænere, besluttede at melde holdet til i A-rækken. Både for at få successen, men også med henblik på at få sammenspillet drengene og at kunne overleve – skulle uheldet være, at man kun lige kunne stille hold.

De første kampe i halvsæsonen gik i gang, hvor vi for alvor så hvor skidt det kunne stå til. Mange kampe bar præg af afbud og skader, som resulterede i at vi måtte spørge om hjælp fra klubbens U14 piger. Pigerne blev taget godt imod og gjorde en solid god indsats, hvilket fik flere af drengene til at spørge efter hjælp, hvis antallet af spillere til en kamp var lidt få! Nogle hårde nederlag i de første få kampe gjorde at drengene – som ellers troede at A-rækken ville blive en dans på roser – hang lidt med skuldrene. Dog efter mange flotte holdpræstationer med fokus på både gejsten på banen, men også sammenspil, er vi vendt stærkt tilbage og slutter første halvdel af sæsonen med en flot 3. plads og flere mål at arbejde frem imod!

Mvh

U14 drenge trænerne.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*